Sygdomme

Addison's

Addisonís sygdom eller hypoadrenocorticisme skyldes en nedsat eller manglende produktion af corticostereoider (glucocorticoider og mineralocorticoider) fra binyrerne.

Den mest almindelige årsag til sygdommen skyldes en auto-immun reaktion, hvor hundens eget immunforsvar reagerer mod cellerne i binyrerne. Sygdommen rammer unge til midaldrende dyr med en gennemsnitsalder på 4 år og ca. 70% er tæver. Hos nogle racer (Portugisisk water dog, Pudel, Bearded collie og Nova Scotia Duck Tolling retriever) ses en arvelig disposition.

Symptomerne kan opstå over få dage men også udvikle sig langsomt over flere måneder og er ikke særlig specifikke. Der ses ekstrem sløvhed, manglende ædelyst, opkast, diarré, vægttab og muskelsvaghed, men da de fleste af disse symptomer også ses hos mange andre sygdomme, kan Addisonís sygdom være svær at îfangeî.

Diagnosen stilles primært ud fra ejers oplysninger samt på forskellige blodprøver. Viser de almindelige blodprøver en forhøjet kaliumværdi sammen men en for lav natriumværdi (dette ses i over 90% af tilfældene) resulterende i et kalium:natrium- forhold mindre end 1:23, anbefales en ACTH-stimulationstest . Ved denne test indsprøjtes et syntetisk stof, der hos normale hunde vil medføre et normalt respons fra binyrerne, mens der hos hunde med Addisonís sygdom kun vil være et minimalt respons på stoffet.

Addisonís sygdom er til gengæld relativ nem at behandle, men behandlingen er livslang og består for de fleste hundes vedkommende i en tabletbehandling med et mineralocorticoid (Flurinef). For nogle hunde kan det blive nødvendigt at supplere med et glucocorticoid (ex.vis prednisolon).

Prognosen for hunde med en velreguleret Addisonís sygdom er god og de kan leve et helt normalt hundeliv.

Reference:

Addisonís disease, Edward C. Feldman, Proceedings of the International SCIVAC Congress 2009.

Addisonís Disease, Carmel T. Mooney, Proceedings of the WSAVA Congress, Sydney, Australia 2007

Addisonís disease in the dog, Catharine Scott-Moncrieff, Vol. 21 No 1 / 2011 / Veterinary Focus

Fagdyrlæge Helle Busk,
april 2011.

Arvelighed


Arvelige sygdomme

Hvad er arvelighed ?

Arvelighed er de anlæg, som nedarves fra moder ñ og faderdyret. Al arv sidder på kromosomerne, som er mikroskopiske, spiralformede kæder, der findes i vævscellerne. Hunden har 38 kromosompar, dvs. 76 enkelte kromosomer, samt to kønskromosomer, XX (hos tæven) eller XY hos hannen.

De i alt 78 kromosomer, som findes i næsten alle levende celler hos hunden, består af gener, og det er generne der styrer alle processer i kroppen.

De eneste celler der ikke indeholder 78 kromosomer, er sæd ñ og ægceller, som kun indeholder hver 39 kromosomer. Når sæd ñ og ægcelle smelter sammen, danner de tilsammen de 78 kromosomer, som derfor består af halvdelen fra moderdyret og halvdelen fra faderdyret.

Hvad er arvelige sygdomme ?

Arvelige sygdomme er sygdomme, der er bundet til dyrets kromosomer, dvs. dyrets arveanlæg. Arvelige sygdomme kan vise sig allerede ved fødslen (ganespalte, manglende lemmer), mens andre først opdages ved hvalpens sundhedscheck hos dyrlægen ( f.eks. hjertedefekter, kryptochisme , nervesygdomme), og andre igen først viser sig efter flere år (f.eks. hofteledsdysplasi, øjensygdomme ). Da generne stammer fra både fader ñ og moderdyr, er mulighederne for at få sygdomme fra hhv. fader og moder lige store. Undtagelsen er de sygdomme der er bundet til Y-kromosomet. I disse tilfælde optræder sygdommen kun hos handyret.

Hvordan nedarves sygdommene ?

Sygdommene kan nedarves på forskellig vis, og dette er afgørende for, hvor let eller svært det er at bekæmpe sygdommen via avlsprogrammer.

Det er sådan, at de gener der styrer de samme funktioner i kroppen, sidder lige over for hinanden på kromosomparrene, således at f.eks. gener som bestemmer øjenfarve, sidder samme sted på kromosomerne fra faderen og moderen. Generne kan så være mere eller mindre dominerende. Tager vi genet for mørk øjenfarve, er det dominerende (îdominantî) mens genet for lys øjenfarve er vigende (îrecessivtî). Det betyder, at er der et gen for mørk øjenfarve hos det ene forældredyr, så vil øjenfarven blive mørk, uanset genet fra det andet forældredyr. Er der derimod et gen for lys øjenfarve hos BEGGE forældredyr, vil øjenfarven blive lys. Der findes også den mulighed, at generne er lige stærke, således at de ikke dominerer hinanden.

Hvis sygdomsgenet sidder på kønskromosomerne ( som regel på X-kromosomet ), kaldes det en kønsbunden nedarvning. Sidder det på et af de andre kromosomer kaldes det en autosomal nedarvning. Der findes også sygdomme, som kræver mange gener for at udvikle sig. Dette kaldes polygen nedarvning, og disse sygdomme kan være meget vanskelige at avle sig ud af.

Hvad kan man gøre for at bekæmpe sygdommene ?

En lang række arvelige lidelser hos de forskellige hunderacer er allerede beskrevet med hensyn til arvegang. Der er også iværksat bekæmpelsesprogrammer for mange af de arvelige lidelser, men alt efter arvegang kan det være mere eller mindre svært at bekæmpe sygdommene.

I de følgende afsnit beskrives forskellige fremgangsmåder til bekæmpelse af arvelige sygdomme.

Dominant arvegang:

De arvelige sygdomme som er lettest at bekæmpe, er de sygdomme der kun er bestemt af et eller få gener. Af disse, er de sygdomme hvor sygdommen skyldes et dominant gen de allernemmeste, idet alle de dyr, der har genet, vil blive syge. Sygdommen bekæmpes ved at udelukke de syge dyr fra avlen. Det eneste problem kan være, at sygdommen først viser sig hos dyret efter det har været anvendt i avlen.

Recessiv arvegang:

Ved sygdomme, som afhænger af et vigende ( recessivt) gen, er problemerne større. Denne gruppe er langt den største inden for vores hunde.

Der skal her være tale om et sygdomsgen fra både moder ñ og faderdyret, før afkommet bliver sygt. Det indebærer desværre også, at der potentielt er mange sunde sygdomsbærere, da de kan have et recessivt sygdomsgen uden at vise tegn på sygdom. Bekæmpelsesprogrammet for recessive sygdomme kunne være:

Rutinetests af alle dyr, før de indgår i avlen. De nuværende øjenundersøgelser, som foretages af specialuddannede dyrlæger, har medført et stort fremskridt i bekæmpelsen af arvelige øjensygdomme, bl.a. PRA. I fremtiden vil DNA-tests af både hunde og katte for arvelige sygdomme blive værdifulde i bekæmpelsen af disse.

Udelukkelse fra videre avl af alle syge hunde samt forældredyrene, da disse er bærere af sygdommen. Hvis den syge hund allerede har fået afkom, er disse også bærere og bør tages ud af avlen.

Eftersom 2/3 af alt afkom fra forældredyrene vil være bærere, bør alt afkom fra disse dyr også udelukkes fra avlen.

Kønsbunden arvegang.

Sygdomme med kønsbunden nedarvning (x-kromosom) er som regel recessive, og derfor ses sygdommene hovedsageligt hos handyrene, da de kun har et x-kromosom. De skal derfor kun have et recessivt gen for at få sygdommen i udbrud. Hundyrene har derimod to x-kromosomer, og der skal være et recessivt gen til stede på begge disse, før sygdommen kommer til udbrud. De mest almindelig kendte sygdomme som er bundet til x-kromosomet, er blødersygdommene (hæmofili).

For at bekæmpe sygdomme som sidder på x-kromosomet, skal følgende gøres:

Gennemføre rutinetests af alle dyr i risikogruppen. Ved visse af sygdommene kan man med laboratorietests påvise bærere og på den måde udelukke dem fra avl.


Ved påvisning af et sygt handyr skal man udelukke moderen og alle døtrene fra videre avl.


Faderdyret og eventuelle sønner er ikke bærere af sygdommen.


Multifaktorel arvegang.

Arvelige sygdomme, hvor mange gener indgår i udviklingen af sygdommen, kaldes for multifaktorel eller polygen arvegang. Som det mest kendte eksempel kan nævnes hofteledsdysplasi.(HD). Det er vigtigt at fastslå, at man med en multifaktorel arvegang ikke blot kan tale om sort og hvidt,

men fastslå at der er tale om en stor gråzone. Da disse sygdomme styres af mange gener, er bekæmpelse et spørgsmål om at fastsætte en

grænseværdi. Bekæmpelsen af HD har i mange år traditionelt været baseret på at bruge avlsdyr, som ved en almindelig røntgenundersøgelse er erklæret fri for HD. Der er i de senere år dukket en ny undersøgelse op, kaldet PennHip. Det er en speciel røntgenundersøgelse, udviklet i USA, som mere specifikt og langt tidligere kan afgøre, om dyrene har anlæg for udvikling af HD. En stor gruppe danske dyrlæger er i dag godkendt til at udføre denne undersøgelse.

For seriøst at bekæmpe hofteledsdysplasi ville det være formålstjenligt at:

Teste alle dyr i racen med PennHip-undersøgelsen som standard og derefter registrere

resultaterne centralt.


Dyr, der er stambogsført men ikke testet, skal registreres som ikke-HD-frie hunde.


På dette grundlag udarbejdes et avlsindex for alle avlsdyr.


Kilde:
www.netdyredoktor.dk

Forfatter: Dyrlæge Mogens Hansen.

Let redigering af Helle Busk

(gengivet her med tilladelse)

Blærebetændelse

BLÆREBETÆNDELSE:

I forbindelse med en undersøgelse viste det sig, at der var en høj forekomst af blærebetændelse hos tævehvalpe under 4 måneder.

Så der er god grund til, at vi som opdrættere gør opmærksom på denne risiko, når vi sælger hvalpe.

For en lille hvalp kan det betyde, at den har hyppige, små vandladninger og da det er i samme periode man arbejder på at få hvalpen renlig, kan det være en frustrerende oplevelse for både ejer og hvalp.

Den hyppigste årsag til blærebetændelse er generelt, at bakterier bevæger sig fra f.eks endetarmsåbningen til urinrøret og derefter gennem urinrøret op til blæren, hvor bakterien formerer sig. Da blæren er det eneste sted, hvor urinen lagres i længere tid, er den det hyppigste sted for en infektion.

At det oftere rammer tæver end hanhunde skyldes bl.a., at afstanden fra endetarmsåbningen til urinrørets udmunding er meget kortere hos tæverne end hos hanhundene.

Ovenstående gælder selvfølgelig også for små hvalpe, men her er det mindst lige så vigtigt at undgå, at de bliver kolde. Nogle hvalpe holder meget af at opholde sig udenfor i lang tid, hvor de îtullerî rundt og hygger sig, men da hvalpes immunforsvar i de første måneder ikke er særligt veludviklet kan kulden, kombineret med det nedsatte immunforsvar, medføre en øget tendens til blærebetændelse hos disse hvalpe.

Moralen må derfor være: Det er sundt at opholde sig udenfor, men alt med måde !

Flåter

Hjælp, min hund har fået en flåt !!

Mange hundeejere har efter en gåtur konstateret ovennævnte, og ikke helt sjældent bliver dyreklinikken kontaktet, da ejeren enten ikke ved, hvordan flåten skal fjernes og/eller er bekymret for, om hunden er blevet smittet med en af de sygdomme, som flåten kan overføre.

Som udgangspunkt gælder, at fjernes flåten inden for 24 timer, er risikoen for smitte minimal.

Hvis flåten får lov at sidde og spise sig stor og tyk, vil den på et tidspunkt îkaste opî og først der kommer virus eller bakterie ind i hundens blodbane.

Den mest kendte flåt-overførte sygdom er borreliose. Det menes, at ca. hver 5. flåt er smittet med borrelia, som er en bakterie, der giver influenza-lignende symptomer med feber, sløvhed og nedsat ædelyst samt ømhed i et eller flere led. Ved forværring kan ses hævede lymfeknuder samt neurologiske symptomer. Symptomerne viser sig i løbet af 2-18 uger.

Sygdommen behandles med antibiotika i min. 28 dage.

Når man fjerner flåten, er det vigtigt ikke at gøre den îrundtossetî. Man har tidligere anbefalet at nulre den rundt og rundt, men har siden konstateret, at det får den til meget hurtigere at îkaste opî og dermed øge risikoen for smitte af hunden.

Brug derfor en flåttang, som sættes ned over flåten, for derefter at dreje forsigtigt indtil flåten slipper sit tag.

Der ses efterfølgende en lille hævelse i huden, men den forsvinder normalt i løbet af et par dage. Enkelte gange sidder flåtens munddele tilbage i huden. De afstødes som oftest uden problemer og man skal IKKE selv forsøge at îpilleî dem ud. Det kan gøre mere skade end gavn, idet man ødelægger huden og fremmer mulighederne for en infektion på stedet.

Som i så mange andre tilfælde gælder det også her, at forebyggelse er den bedste behandling !!

Der findes flere gode produkter i handelen, og for de flestes vedkommende gælder det, at de også virker mod lopper. Man slår altså to fluer med et smæk ;o)

Fagdyrlæge Helle Busk
Oktober 2009

Herpes Virus

CANINE HERPES VIRUS

Canine Herpes Virus (CHV)

Herpes virus hos hund blev første gang beskrevet i USA i 1965, men er i dag vidt udbredt globalt. Undersøgelser viser, at mellem 40-88% af den raske hundepopulation i Europa har en positiv antistof titer.

Hos den voksne, smittede hund ses sjældent synlige symptomer, enkelte kan have lette luftvejssymptomer og man mener, at virus kan være en del af kennelhostekomplekset.

Det betyder også, at virus kan spredes i en kennel uden at give symptomer hos de enkelte hunde.

Virus er temperaturfølsom og trives bedst ved temperaturer omkring 35-37 grader. Det har, som andre herpesvira, evnen til at îgemme sigî i nervebaner og lymfeknuder og kan aktiveres til udbrud ved et svækket immunforsvar, som bl.a. kan ses ved stress, løbetid, drægtighed og behandling med binyrebarkhormoner.

Virus kan smitte via parring, hvalpene kan blive smittet under fødslen men oftest sker smitten direkte fra tæve til hvalp via spyt eller flåd fra næsen.

Hos drægtige tæver kan virus overføres via moderkagen til hvalpene og afhængig af tidspunktet for smitten, vil virus medføre abort eller svækkede nyfødte /dødfødte hvalpe.

De nyfødte hvalpe, der overlever fødslen, er ofte stærkt undervægtige med en høj dødelighed pga. deres manglende temperaturregulering samt et nedsat immunforsvar.

Hos hvalpe, der smittes i løbet af deres første leveuge, er smittetiden 6-10 dage. Virus spredes med blodet til lever, nyrer, lymfevæv, lunger og centralnervesystem.

Symptomerne, som ses når hvalpene er 1-3 uger gamle,  er manglende ædelyst, flåd fra næsen (kan være blodigt), vejrtrækningsbesvær, neurologiske symptomer, koliksmerter og ofte blød, gulgrøn afføring. Sygdomsperioden er fra 1-3 dage og dødeligheden er næsten 100%.

Hvalpe, som smittes når de er 2-3 uger gamle, får sjældent symptomer på sygdommen, dog er påvirkning af centralnervesystemet registreret med ukoordinerede bevægelser, blindhed og døvhed til følge.

Der findes ikke en virksom behandling af de syge, nyfødte hvalpe, men da virus ikke kan overleve en temperatur over 37 grader, kan smitte forebygges ved at sørge for at holde hvalpenes kropstemperatur oppe omkring 38,5 grader de første 8-10 dage, indtil deres egen temperaturregulering er etableret.

Det er i dag muligt at få sin tæve vaccineret mod herpes. Vaccinen er specifikt rettet mod drægtige tæver og skal gentages i hver drægtighed.

Vaccinationsprotokollen, som kan anvendes til alle tæver, hedder:

Første vaccination mellem løbetidens første dag og 10 dage efter parring, anden vaccination 1-2 uger før fødsel.

Vaccinen booster immunforsvaret under drægtigheden og øger dermed udskillelsen af antistoffer mod herpes i colostrum, som er den første mælk, hvalpene får.

Vaccination af drægtige tæver er endnu ikke så udbredt her i landet, men med tanke på det store antal antistof-positive hunde der findes, bør vi helt sikkert overveje vaccination som et alternativ, ikke mindst i kenneler med mange avlsdyr, hvor smittepresset alt andet lige er størst.

Fagdyrlæge Helle Busk

Ref.: Recent Advances in Canine Infectious Diseases,

Carmichael L., Baker Institute for Animal Health, Cornell University,  Ithaca, New York, USA

Hjerte-lungeorm


HUNDENS HJERTE-LUNGEORM:

Hundens hjerte-lungeorm, som på latin hedder Angiostrongylus Vasorum, er også kendt som îDen franske hjerteorm.î

Årsagen til dette skyldes, at den tidligere kun var kendt i sydeuropa, ikke mindst i Frankrig. I slutningen af 80-erne blev den for første gang fundet hos hunde i Danmark uden forhistorie om ophold i udlandet.

Forekomst / Udbredelse:

Den voksne orm, som kan blive mellem 1,5-2 cm lang, parasiterer fortrinsvis i højre hjertekammer samt lungearterierne, hos hunde og ræve. Rævepopulationen fungerer som reservoir for infektionen, ikke mindst på sjælland, hvor en undersøgelse har påvist infektion hos 48,7 % af rævene. Der er dog også påvist hjerte-lungeorm hos hunde andre steder i landet.

Smitteveje:

Hunden smittes ved at spise snegle, eller måske blot ved at slikke sneglens slim i sig. I sneglen har ormen gennemgået forskellige larvestadier, og efter at være kommet ned i hundens tarmkanal, penetrerer disse små, ca.2-3 mm, larver gennem tarmvæggen og

videre ud i blodbanen, hvor de når frem til hjertet og lungearterierne. Her bliver de kønsmodne, hvorefter æg og 1.larvestadie vandrer via små blodkar over i lungevævet, hvor de hostes op, synkes og udskilles med afføringen. Der går mellem 38-60 dage fra hunden smittes til den selv udskiller larver.

Symptomer:

Det mest almindelige symptom er hoste. Ud over det kan ses øget træthed, madlede og i alvorlige tilfælde, blodige opkastninger, næseblod og blødninger under huden. I sjældne tilfælde dør hunden. Det er oftest hvalpe og unghunde der smittes. En af grundene til dette kan være, at de spiser alt, både sundt og usundt!

Diagnose:

Diagnosen stilles primært ved hjælp af afføringsprøver. Da larverne ikke udskilles i en jævn strøm, er det nødvendigt med 3 afføringsprøver fra 3 på hinanden følgende dage. Prøven undersøges derefter ved mikroskopi. Desuden er røntgen af brystkassen en hjælp samt selvfølgelig de kliniske symptomer. Det er også muligt at foretage en îskylleprøveî af lungerne, for på den måde at îfangeî larverne.

Behandling:

Det foretrukne præparat er Fenbendazol som sælges under navnet Panacur. Hunden behandles 1-2 gange dagligt i 14-21 dage med halv dosis af, hvad der normalt gives. Et godt alternativ er Levamisol, der sælges under handelsnavnet Ripercol. Endelig kan man også behandle med Ivermectin som sprøjtes ind under huden.

Effekt af behandling:

Man ved, at Ripercol slår ormene ihjel. Dette kan til gengæld medføre, at hunden kan få en anafylaktisk reaktion, idet de døde orme pludselig vil virke som fremmedelementer i kroppen. Det modvirkes ved samtidig behandling med stereoider (binyrebarkhormoner),

som hæmmer den reaktion. Det er til gengæld uvist, om Panacur og Ivermectin slår ormene ihjel. En af teorierne med Panacur går på, at den langvarige behandling udsulter ormen, så den til sidst dør og går i opløsning. En anden teori går på, at ormene bliver sterile af behandlingen, hvorved larveudskillelsen stoppes.

Forebyggelse:

Den primære forebyggelse ligger selvfølgelig i at undgå, at hunden spiser snegle. Det er, som alle hundeejere ved, lettere sagt end gjort. En anden måde er, at samle hundens efterladenskaber op efter sig. Det vil ikke fjerne smitterisikoen, idet ræve jo som sagt også udgør et stort smittereservoir, men det vil mindske risikoen. Forebyggende behandling kan ikke anbefales, da man blot risikerer, at ormen bliver resistent over for medicinen, medførende dårligere og dårligere effekt af behandlingen.

Dette infoblad er udarbejdet af Dyrlæge Helle Busk, for Cairngruppens Sundhedsudvalg og

må ikke kopieres eller distribueres offentligt uden skriftlig tilladelse.

Hofteledsdysplasi - HD

Kort resumé af specialestudie, udført af stud.med.vet. Stine Fuglede fra KU Life og med associeret professor Jens Arnbjerg, KU Life som akademisk advisor.

Prevalence of Arthrosis in the Hip Joint of Small Breed Dogs

and correlation between dysplasia grade and clinical signs in Cairn Terriers.

Specialet blev afleveret den 1/3-2010 og forsvaret den 19/3-2010.

Undersøgelsen var opdelt i tre afsnit, hvor afsnit 2 og 3, som kun har med Cairn Terrier at gøre, vil blive resumeret her.

1. Undersøgelse af prevalensen af arthrose (slidgigt) i hofteleddet på små hunderacer (<15 kg).

2. og 3. Undersøgelse af sammenhængen mellem hofteledsstatus (bedømt af DKK) og hhv. tegn på smerte og/eller slidgigtforandringer i hofteleddene på en gruppe Cairn Terrier.

Sammenhæng mellem hofteledsstatus (HD-status) og tegn på smerte i hofteleddet blev undersøgt ud fra en spørgeskemaundersøgelse sendt til alle ejere, der havde fået deres Cairn Terrier officielt evalueret for HD hos DKK.

Sammenhæng mellem officiel HD-status og tegn på slidgigtforandringer i hofteleddet blev undersøgt ved en røntgenologisk evaluering af hofteleddet hos den samme gruppe Cairn Terrier, hvis det var mindst 1Ω år siden, de sidst var blevet evalueret. Her deltog 15 af hundene.

27 Cairn Terrier deltog i undersøgelsen med en overvægt af tæver. HD- status for de 27 hunde var som følger:

A: 4 B: 3 C: 13 D: 3 E: 2

2 hunde havde ikke fået hoftebillederne evalueret hos DKK, men indgik alligevel i undersøgelsen. Deres HD-status er derfor ukendt.

Gennemsnitsalderen var 29,6 måneder, hvor den yngste var 13 måneder og den ældste 6Ω år.

Da det ikke er et krav til racen, at der skal forelægge en HD-status før hunden må bruges i avl, blev ejerne spurgt om årsagen til HD-fotograferingen og her svarede 15, at de ønskede at kende status før hunden evt. skulle bruges i avl, 4 svarede at de synes deres hund gik îpudsigtî, 1 havde tidligere haft en hund med HD og ønskede derfor at kende HD-status på sin nye hund og 5 svarede, at de ønskede at kende HD-status på deres hund, da man i opdrætterkredse talte om HD som et muligt problem for racen.

Spørgeskemaet viste, at 8 ud af de 27 hunde på et tidspunkt havde udvist halthedssymptomer.

5 hunde udviste tegn på smerte, som kunne relateres til smerter i hoften og for disse hunde gjaldt, at 2 havde C-hofter, 1 havde D-hofter, 1 havde E-hofter og 1 havde en ikke-officiel HD-status. Det var dog ikke muligt at vise en statistisk sammenhæng mellem symptomerne og HD-status.

15 af de deltagende Cairn Terrier fik taget nye HD-billeder efter en klinisk undersøgelse, hvor mønstring, muskelfylde og stræk og bøj af hofteled blev evalueret.

Kun 1 hund viste tegn på smerte ved bøj/stræk af hofteled, men havde en hel normal gang og normal muskelfylde. Denne hund havde status E og var også den eneste, som havde udviklet slidgigtforandringer ift. den første vurdering 1Ω år tidligere.

Rent statistisk var det ikke muligt at påvise nogen forskel for udvikling af slidgigt mellem hunde med A-B hofter og hunde med C-D-E hofter og heller ikke mellem hunde med D-hofter og hunde med E-hofter.

Forfatteren gør i sin diskussion opmærksom på, at der er tale om en relativ lille gruppe af hunde men at det ikke ændrer på det faktum, at skønt andelen af Cairn Terrier med C-D og-E hofter var temmelig stor, var det ikke muligt at vise nogen statistisk sammenhæng mellem HD-status og udvikling af kliniske symptomer.

Det begrænsede antal hunde indebærer også, at konklusionen må være med et vist forbehold, men data synes at indikere, at sammenhængen mellem en officiel HD-status og kliniske tegn på dysplasi er betydelig mindre hos Cairn Terrier end hos store racer.

Baseret på disse tal konkluderer forfatteren derfor, at der ikke på nuværende tidspunkt er nogen grund til at anbefale HD-screening, som en del af avlskriterierne.

Resumé skrevet af: Fagdyrlæge Helle Busk.

Hudproblemer

HUDPROBLEMER:

Hjælp, min hund klør sig.

I vores RAS-undersøgelse havde 124 svaret positiv på hudproblemer og 49 på allergiproblemer. Flere besvarelser gik dog igen under begge punkter.

Generelt er alvorlige, allergiske lidelser ikke det store problem hos vores race, men selv kløe og hudproblemer i mindre målestok kan blive problematiske, hvis de ikke kommer under kontrol.

Alle hunde klør sig, det bliver først et problem, når de ikke holder op igen !!

Langt de fleste hunde klør sig pga. en reaktion over for eksempelvis lopper eller nærmere bestemt loppespyttet. De behøver kun at blive bidt af en enkelt loppe for at sætte en voldsom reaktion i gang.

Det er derfor vigtigt, ikke mindst for de hundeejere, der allerede har stiftet bekendtskab med dette problem, at sørge for, at deres hund hele tiden er behandlet med et virksomt loppemiddel.

Lopper kan nemlig udvikle resistens mod det enkelte loppemiddel og har man i flere år brugt det samme middel, kan det være en god ide at skifte mærke for at undgå dette.

Med de nye loppemidler er det kun nødvendigt at behandle hunden, så behandles omgivelserne indirekte.

Hvis man har udelukket loppeproblemet og hunden fortsat klør sig, bør den udredes for sin sandsynlige allergi.

I dag foregår det ved en blodprøve, hvor man tester, hvilke stoffer hunden reagerer på. Langt de fleste, som er allergikere, reagerer på husstøvmider, men en del reagerer også på udendørs allergener såsom græsser, pollen fra træer m.m.

Det gælder for både indendørs og udendørsallergener, at man kan îvaccinereî hunden mod disse, så den langsomt îvænnerî sig til allergenet.

Endelig findes der allergiformer, som opstår uden egentlig årsag. De kan være svære at behandle og ofte må man înøjesî med at behandle symptomerne. Heldigvis sker der også hele tiden en udvikling inden for dette område, og langt de fleste af disse hunde kan i dag sættes i behandling med et relativt nyt præparat, som er virksomt uden at have de samme alvorlige bivirkninger, som tidligere er set ved langvarig behandling.

Generelt gælder for alle hunde, som har udviklet allergi over for et eller flere forskellige stoffer at de bør sættes på et allergivenligt foder, som understøtter hundens immunforsvar.

Fagdyrlæge Helle Busk
April 2009

Hypothyroidisme

Hypothyroidisme, eller for lavt stofskifte, er en relativ almindelig, hormonel sygdom hos hunde.

Den opstår pga. en mangel på skjoldbruskkirtelhormon, enten som følge af en fejl i selve skjoldbruskkirtlen, hvilket er det mest almindelige, eller pga. en fejl i den overordnede kirtel, der styrer produktionen af hormonerne.

Sygdommen rammer primært hunde mellem 4-10 år, og der ses ingen kønspræference.

Da skjoldbruskkirtelhormonerne påvirker mange forskellige vævstyper, vil en mangel på samme medføre flere forskellige symptomer.

De mest almindelige er sløvhed, generel svaghed, motionsintolerance og vægtøgning.

Hos størstedelen af hundene ses også hudproblemer. Pelsen bliver gradvis tyndere og kan udvikle sig til egentligt hårtab. Hårtabet er symmetrisk og ses oftest på flankerne og på brystkassen, huden bliver fortykket og mørk på de hårløse partier.

Reproduktionsmæssigt ses uregelmæssige løbetider og øget tendens til mælk i patterne.

I sjældnere tilfælde udvikler hunden neurologiske symptomer, hvilket bl.a. indebærer, at hunden går i cirkler, har svært ved at koordinere sine bevægelser og har tendens til skæv hovedholdning.

Sygdommen diagnosticeres dels ud fra de kliniske symptomer, dels ud fra forskellige blodprøver, hvor man måler niveauet af de forskellige skjoldbruskkirtelhormoner i blodet.

Når sygdommen er diagnosticeret, skal hunden i medicinsk behandling resten af sin levetid. Langt de fleste hunde lever et fuldstændigt normalt liv på behandlingen. Det er dog vigtigt, at hunden løbende bliver kontrolleret, både klinisk og med en blodprøve, så tabletbehandlingen hele tiden er optimal.

Reference:

Dr. C. Meli·n: Diagnosis of Hypothyroidism in Dogs, Proceedings SEVA Barcelona, Spanien 2008.

Prof. Dr. med.vet. Reto Neiger: Canine Hypothyroidism, Proceedings SCIVAC Rimini, Italien 2005.

Fagdyrlæge Helle Busk
August 2011

Kennelhoste

KENNELHOSTE:

Kennelhoste er en luftvejsinfektion, som skyldes en kombination af vira, svampe og bakterier. Den kaldes kennelhoste, fordi den nemt opstår i et miljø med mange hunde samlet, som f.eks. en kennel eller en pension.

Kennelhoste smitter gennem luften, men kan også smitte fra hund til hund gennem madskåle, legetøj pinde m.m. Den har en smittetid på 5-10 dage og ofte opstår symptomerne spontant fra den ene time til den anden. Ikke sjældent tror ejeren, at hunden har fået en pind i halsen, fordi den pludselig, evt. efter en gåtur, udvikler en tør og irriterende hoste, som kan ende i opkastning.

Udover hoste kan hunden få feber og især hos unge hunde, hvis immunforsvar ikke er så veludviklet, kan der også ses pus fra næsen. Sygdommen kan vare fra få dage til 2-3 uger og så længe hunden hoster, bør den holdes i ro og ikke komme i tæt kontakt med andre hunde.

Kennelhoste kan behandles med hostestillende midler og i nogle tilfælde kan antibiotika blive nødvendig.

I januar 2008 blev en ny og effektiv vaccine introduceret mod to af de mikroorganismer, som oftest er årsag til udbrud af kennelhoste. Vaccinen er en næsespray, som lokalt i luftvejene stimulerer til dannelse af antistoffer og dermed forhindrer, at bakterier og vira kan sætte sig fast.

Mange dyrlæger har allerede indført vaccinen som en del af det faste vaccinationsprogram.

Helle Busk, fagdyrlæge
Februar 2009

Korsbånd

KORSBÅNDSRUPTUR:

Det sker ikke helt sjældent, at vi får en hund ind på klinikken, som er udtalt halt på det ene bagben og som, efter en nærmere undersøgelse, får konstateret, at korsbåndet i det ene knæ er sprunget.

Tidligere så vi primært korsbåndsskader hos de store hunderacer, men inden for de senere år er det blevet mere og mere almindeligt også at støde på skaden hos vores små hunde.

En af forklaringerne kan måske være, at vi i dag bruger vores små hunde meget mere end tidligere.

Knæleddet dannes af lårbensknoglen, underbensknoglen samt knæskallen og leddet stabiliseres af sener og ligamenter. Korsbåndene, et forreste og et bageste, i hvert knæled, har som opgave at fastholde lårbensknoglen og underbensknoglen i en bestemt position i forhold til hinanden og på den måde begrænse drejebevægelser og fremad- eller bagudrettede bevægelser.

Hos unge hunde opstår en korsbåndsskade ofte som følge af en voldsom fysisk påvirkning (voldsomt vrid i knæet, påkørsel etc.) mens korsbåndet hos ældre hunde bliver îslidtî og derfor kan briste, uden at der er tale om en større belastning af knæet. Der vil, i næsten alle tilfælde, være tale om en skade på det forreste korsbånd, men enkelte gange kan begge korsbånd rumpere.

Afhængig af graden af halthed og løshed i knæleddet, vil behandlingen være konservativ, alternativt kirurgisk behandling.

Den konservative behandling vil bestå i smertestillende behandling samt ro i 4-6 uger.

Ved den kirurgiske behandling fjernes det ødelagte korsbånd og erstattes af et kunstigt, der ofte er syntetisk (en speciel tyk sutur), men også kan være en sene eller et ledbånd hentet andre steder i kroppen.

Efterfølgende skal hunden gennem en længere genoptræningsperiode, hvor det gælder om at få stabiliseret knæleddet. Mange dyrlæger anbefaler i dag bl.a. îwater-walkingî (gå/løbe-bånd i vand), som en del af genoptræningen.

Prognosen for hunde, der har været igennem en korsbåndsoperation, er generel god, ikke mindst hvis hunden er i en god kondition og er normalvægtig.

Alderen spiller selvfølgelig også en rolle, men er ingen hindring for et godt resultat.

Fagdyrlæge Helle Busk
December 2009

Kryptochisme

KRYPTOCHISME:

Kan defineres som en tilstand, hvor en eller begge testikler ikke er på plads i pungen. Oftest er testiklerne på plads inden hanhunden er 3-4 måneder, men i nogle tilfælde forbliver testiklerne i bughulen eller lysken. Er de ikke på plads ved 8-måneders alderen, må hunden betragtes som kryptochid.

Forekomst:

Kryptochisme er kendt hos de fleste racer, men ses hyppigst hos små racer:

Følgende racer er disponerede:


Terrier, Pomerain, Puddel, Dværgschnauzer, Chihuahua, Shetland Sheepdog og Gravhund.


Årsag:

Tilstanden er arvelig, men kan dukke op med generationers mellemrum. Den arvegang, som er bedst underbygget, er en enkel recessiv arvegang med kønsbundet manifestation, da det kun er hanhundene der har defekten. At arvegangen er recessiv betyder, at begge forældredyr skal bære genet for at give en kryptochid han. Det er hyppigst kun den ene testikel der ikke falder på plads, og det er i 2 ud af 3 tilfælde højre testikel.

Sygdom:

Testiklerne bliver i fostertilstanden udviklet fra nyrerne. Fra bunden af pungen går en vævsstreng (gubernaklet) ind til testiklerne. Hvis den mangler eller udvikles forkert, forhindres testiklerne i at nå ned i pungen. En anden årsag kan være en for smal lyskekanal.

Hvis begge testikler befinder sig i bughulen, er hunden steril. Er det kun den ene testikel, er sædkvaliteten som oftest nedsat, men ikke i en sådan grad, at hunden ikke kan formere sig. Årsagen er den, at temperaturen i pungen ligger nogle grader under ropstemperaturen,

og det er denne reducerede temperatur som er forudsætningen for normal spermieproduktion.

Sygdomsmæssige problemer ved kryptochisme:

Risikoen for testikelkræft er 10-13 gange så høj for en testikel i bughulen, som for en normalt placeret testikel. Testikeltorkvering, hvor der sker en afsnøring af blodtilførslen til testiklen i bughulen.

Symptomer på testikelkræft:

Da der oftest er tale om en Sertolicelle -tumor som er østrogenproducerende, vil der optræde en femininisering af hanhunden:

ï Indskrumpning af den raske testikel.

ï Symmetrisk hårtab.

ï Forhuden bliver slappere.

ï Vækst af brystkirtler.

ï Hunden afgiver en feminin duft, hvilket gør andre hanhunde interesseret.


Symptomer på testikeltorkvering:

ï Voldsomme, akutte smerter i bughulen. Tilstanden kræver akut operation,


Behandling af kryptochisme:

Kastration.


Hvis ejeren ikke er interesseret i en kastration, bør den ikke nedfaldne testikel altid opereres væk. Dette bør ske så hurtigt som muligt efter det er konstateret, at hunden er kryptochid.

Det er ikke muligt at massere en testikel på plads, hvis hunden er kryptochid.

Nogle hvalpe kan have en kraftig refleks i den muskel der kan trække testiklerne op mod lyskekanalen. De kan derfor se kryptochide ud uden at være det, og i de tilfælde vil massagen få musklen til at slappe af, så testiklen falder på plads igen.

Dette infoblad er udarbejdet af Dyrlæge Helle Busk, for Cairngruppens Sundhedsudvalg og

må ikke kopieres eller distribueres offentligt uden skriftlig tilladelse.

Mave-tarm infektioner

MAVE-TARM INFEKTIONER:.

De fleste hundeejere oplever på et tidspunkt, at deres hund får dårlig mave i form af opkast og/eller diarré.

Årsagerne kan være mange, men de mest sandsynlige er et virus eller at hunden har spist noget, der har ødelagt den normale bakterielle tarmflora.

Som udgangspunkt kan problemet ofte klares uden besøg hos dyrlægen, især hvis hunden fortsat er upåvirket og gerne vil æde. Så står den på skånekost, enten hjemmelavet (ris, pasta, lyst kød m.m.) eller et skåne-tørfoder, til afføringen er normal. Vand doseres i små portioner, da hunde med mave-tarm problemer ofte har en tendens til at tømme vandskålen for derefter at gå ud og kaste det hele op.

Fortsætter symptomerne i mere end et par dage eller bliver hunden tiltagende dårlig, bør dyrlægen kontaktes. Det kan så blive nødvendigt at sætte hunden i behandling med et antibiotika og/eller kvalmestillende tabletter samt et fiberholdigt tilskudsfoder, der kan gives både som tabletter og pasta.

Generelt, men ikke mindst hos hvalpe og unghunde, der æder ALT, skal man altid tænke på et fremmedlegeme, især hvis hunden bliver ved med at kaste op !!

I de tilfælde vil der blive taget et røntgenbillede af bughulen og viser det uforklarlige forhold, foretages en røntgenundersøgelse med kontrast for at finde et evt. stop i tarmen.

I sidste ende kan det blive nødvendigt at åbne bughulen og tjekke tarmsystemet for et fremmedlegeme. Dette problem opstår især, hvis fremmedlegemet er af en sådan karakter, at den flydende kontrast kan passere, men hunden alligevel fortsætter med at have symptomer i form af opkast, madlede og nedstemthed. Det kan bl.a. forekomme, hvis hunden har spist tæpperester eller lign.

Heldigvis går det sjældent så slemt ñ generelt er det jo imponerende, hvad vores hunde kan tygge sig igennem og kvittere uden problemer !!

Fagdyrlæge Helle Busk
Februar 2010

Mb. Cushing

MB. CUSHING (HYPERADRENOCORTISME):

Mb. Cushing er, modsat Addisonís syge, hvor hunden producerer for lidt cortisol i binyrerne, en sygdom, hvor hunden producerer for meget af hormonet.

Årsagen skyldes i langt de fleste tilfælde en lille, ofte godartet, svulst i hypofysen, som er en lille kirtel, placeret i hjernen. Denne svulst medfører en øget produktion af ACTH, som er det hormon der regulerer mængden af cortisol i blodet og som påvirker binyrerne til øget vækst og dermed øget produktion af cortisol. I sjældne tilfælde kan svulsten sidde i binyren.

Symptomer på Cushing kan også ses hos hunde, som gennem mange år er blevet behandlet med steroider som følge af en anden sygdom, eksempelvis en allergisk hudlidelse. Sygdommen rammer især ældre dyr (over 7 år) og det kan være meget svært for ejer at opdage symptomerne, da sygdommen udvikler sig langsomt. De mest almindelige tegn er øget drikkelyst og tilsvarende øget urinering. Ikke helt sjældent tror ejer, at hunden har fået sukkersyge, da denne sygdom også kan vise sig ved bl.a. øget drikkelyst. Hunden bliver efterhånden mere îvommetî at se på, huden på maven bliver tynd og der ses pelstab, som oftest symmetrisk placeret på begge flanker og indvendigt på begge lår.

Diagnosen stilles ved en urinprøve og flere forskellige specifikke blodprøver. Sygdommen kan behandles medicinsk, og når først behandlingen er stabiliseret vil de fleste hunde kunne leve et helt normalt liv. Det nyeste præparat på markedet hedder kapsel Vetoryl og virker ved at hæmme binyrernes evne til at producere cortisol. Der er meget få bivirkninger ved dette præparat, men det er vigtigt, at hunden 3-4 gange årligt bliver kontrolleret med en blodprøve, så behandlingen kan justeres efter dette.

Fagdyrlæge Helle Busk
DTKís Sundhedsudvalg

Øjenbetændelse

ØJENBETÆNDELSE:

Mange hunde får på et eller andet tidspunkt øjenbetændelse og i langt de fleste tilfælde kan problemet klares med rensning af øjnene med kamillete.

Dog kan man hos især hvalpe og unge hunde ofte opleve, at de får tilbagevendende tilfælde med øjenbetændelse, hvor kamillete ikke slår til.

Årsagen skal ofte findes i hundenes alder og øjets lokale immunforsvar.

Hunde har, i modsætning til mennesker, et tredje øjenlåg, også kaldet blinkhinden. Hos hvalpe og unge hunde findes der på bagsiden af blinkhinden en masse små blærer, der fungerer som et lokalt immunforsvar for øjet.

I langt de fleste tilfælde giver disse blærer ingen symptomer, men hos nogle hunde er der så mange blærer, at de virker lokalirriterende på hornhinden og dermed fremprovokerer en reaktion, der viser sig som irritation af øjet og i nogle tilfælde også pus fra øjet.

Det er derfor vigtigt at konsultere sin dyrlæge, hvis hunden, på trods af rensning med kamillete, fortsat har pus fra øjnene.

Dyrlægen kan konstatere, om problemet skyldes et sår på hornhinden, som kræver behandling med en bestemt slags øjendråber, eller der er tale om ovennævnte problem, som også kaldes follikulitis, og som kræver nogle helt andre øjendråber for at få disse små blærer til at trække sig sammen.

Helle Busk, fagdyrlæge
Juni 2008

Øregangsbetændelse

ØREGANGSBETÆNDELSE:

Mange hunde får på et eller andet tidspunkt betændelse i øregangen. Årsagerne kan være mange, men som ejer skal man være opmærksom på symptomerne. Hvis ens hund pludselig hælder med hovedet mod den ene side, øret begynder at lugte eller væske, bør man søge dyrlæge.

Ofte er det kun det ene øre, der giver problemer og hos dyrlægen undersøges øregangen med et otoskop. Det er at sammenligne med en lille kikkert indeholdende en lille lygte. Øregangen hos en hund går først lodret og derefter vandret og med den lille kikkert er det muligt at undersøge hele øregangen, hvor man uden kun kan undersøge den lodrette del af øregangen.

Det der kigges efter er et evt. fremmedlegeme, som oftest i form af et græsstrå, om trommehinden er intakt, om der er pus, evt. polypper eller for meget hår i øregangen.

Behandlingen relaterer sig til den enkelte diagnose. Er der tale om et græsstrå fjernes dette, nogle gange i bedøvelse, da hunde er meget følsomme for berøring i øregangen og strået kan sidde grundigt fast.

Er der tale om pus kan det være nødvendigt at skylle øret i bedøvelse for at få et ordentligt overblik og konstatere, om trommehinden stadig er intakt. Er den det, skal øret lokalbehandles med øredråber i 8-10 dage, men er trommehinden sprunget, er det direkte kontraindiceret at hælde noget i øret, da det kan påvirke både mellemøret og det indre øre og dermed også balancen.

I stedet gives antibiotika som tabletter, og når trommehinden så er helet efter 4-5 dage, kan øret også behandles med øredråber.

Uanset hvad der er årsag til øregangsbetændelsen er det vigtigt, at man ikke bare som hundeejer putter et eller andet i øret i troen på, at det înok hjælperî.

Helle Busk, fagdyrlæge
Juni 2008

Parvovirus diarré

PARVOVIRUS DIARR…:

Parvovirus diarré er en meget alvorlig og akut tarmbetændelse, der primært rammer hvalpe mellem 2-5 måneder, men også kan ses hos ikke-vaccinerede hunde (eller hunde, der responderer dårligt på vaccinen) samt hos ældre hunde med et dårligt immunsystem.

Virus er temmelig hårdfør hvorfor smitte bl.a. kan ske, når hvalpene snuser til afføring fra en smittet hund.

Symptomerne er feber, nedstemthed, madlede, opkast og blodig, mørkfarvet, ildelugtende diarré. Hvalpen bliver slap og dehydreret pga. væskemangel og vil dø inden for få dage, hvis ikke den bliver behandlet.

Diagnosen stilles ud fra hvalpens alder, symptomer og en undersøgelse af afføring, hvor man kan teste for virus.

Behandlingen er symptomatisk, dvs. at hvalpen bliver indlagt og isoleret, får væske direkte ind i et blodkar, får kvalmestillende behandling samt antibiotika. Da der er tale om en virusinfektion, har antibiotika ingen effekt på selve virus, men virker på de medfølgende bakterielle tarminfektioner. Jo hurtigere hvalpen kommer i behandling, jo større er sandsynligheden for at den overlever, men selv hos hunde, der har overlevet en parvovirusinfektion kan der opstå kroniske skader på tarmen.

Parvovirus er, sammen med hundesygevirus, de vira, det er vigtigst at vaccinere imod. Er tæven korrekt vaccineret, inden hun skal have hvalpe og er hygiejnen i orden, er sandsynligheden for smitte af hvalpene meget lille sammenlignet med mangelfuld vaccination og/eller dårlig hygiejne hos opdrætter.

Hvalpen er dækket af tævens antistoffer i de første ca. 6 uger, men derfra og indtil den selv har dannet antistoffer, er den meget sårbar. Det er derfor meget vigtigt, at den første vaccination gives inden hvalpen flytter hjemmefra som 8 uger gammel, og derefter gives der en eller to vaccinationer med 4 ugers mellemrum.

Så er hvalpen grundvaccineret og skal først vaccineres et år efter sidste vaccine og efterfølgende senest hvert 3. år.

Fagdyrlæge Helle Busk
Februar 2011

Patella luxation

Patella luxation (løs knæskal) er en lidelse, som ikke helt sjældent ses hos små hunderacer.

Lidelsen kan deles op i to grupper, medial patellaluxation (75%), hvor knæskallen smutter ud af sin fure (luxerer) og placerer sig på indersiden af knæet, eller lateral patella luxation (25%), hvor knæskallen placerer sig på den udvendige side af knæet. Lidelsen kan ses på kun det ene knæ, men ses oftest på begge.

Lidelsen er arvelig med en polygenetisk arvegang, hvilket indebærer, at flere gener er involveret, og hos små hunderacer ses en øget forekomst hos tæver (ca. 1,5) i forhold til hanner.

Symptomerne starter som regel allerede i 3-4 måneders alderen, hvor hvalpen pludselig halter, løber på tre ben, for efterfølgende at løbe helt normalt. I starten kan der gå nogen tid mellem tilfældene, men som hunden bliver ældre, sker det oftere og oftere.

Diagnosen er ikke svær at stille, da dyrlægen, ved undersøgelse af knæet, kan skubbe knæskallen ud af sin fure og derved fremprovokere halthed.

Patella luxation kan deles op i 4 grader, afhængig af, hvor udtalte symptomerne er.

Grad 1 er de hunde, hvor knæskallen ligger på plads, men lader sig flytte for igen at glide på plads, når den slippes, mens grad 3-4 er de hunde, hvor knæskallen er permanent luxeret og hvor tilstanden kræver en operation, hvis hunden fortsat skal have et ordentligt liv.

Ved en operation forsøger man på forskellige måder at stabilisere knæskallen på sin plads i furen og de enkelte operationsteknikker er afhængig af sværhedsgraden af luxationen.

Generelt må man sige, at jo tidligere sygdommen bliver konstateret og evt. opereret, jo bedre er prognosen for et godt resultat.

Reference:

Epidemiology of osteoarthritis, Esteban Mele, DVM, 4 / / Veterinary Focus / / Vol 17 No 3 / / 2007

Fagdyrlæge Helle Busk

PKD (Polycystic kidney disease)

PKD (Polycystic kidney disease).

PKD, eller som det hedder på dansk, cystenyrer, er en arvelig nyrelidelse. Den nedarves autosomal recessivt, dvs. at den rammer både tæver og hanner og først ses, når to bærere tilfældigvis bliver parret.

Sygdommen er karakteriseret ved forekomsten af væskefyldte cyster af forskellig størrelse i nyrevævet, og for Cairn terrier kan cysterne også findes i levervævet. Cysterne vokser og medfører, at nyrerne efterhånden bliver store og irregulære. Antallet, størrelsen og placeringen af cysterne i nyrevævet varierer mellem de enkelte hunde, hvilket også medfører, at sygdommen kan ses hos helt unge dyr, men også først vise sig langt senere. Det sidste er især problematisk hos avlsdyr, som kan have parret / født, før symptomerne viser sig.

De kliniske tegn vil variere efter, hvor dårligt nyrerne fungerer, men vægttab, øget drikkelyst kombineret med store tissetåre, er de mest almindelige symptomer og oftest de symptomer ejer reagerer på. Madlede, opkast og diarre samt dårlig pelskvalitet kan være andre symptomer.

Ovenstående symptomer ses ved de fleste kroniske nyrelidelser, og diagnosen stilles dels ud fra klinikken, suppleret med blod-og urinprøver men især ved ultralydsscanning, hvor det som oftest vil være muligt at se cysterne. Der findes ikke på nuværende tidspunkt en DNA-test til diagnosticering af PKD hos hunde, så udover ultralydsscanning kan den endelige diagnose kun bestemmes ud fra en nyrebiopsi.

Som ved andre kroniske nyrelidelser er det ikke muligt at helbrede sygdommen. Behandlingen går ud på at forebygge, dvs. give et foder, der belaster nyrerne så lidt som muligt samt supplere med medicinsk behandling, i den udstrækning det er muligt.

Fagdyrlæge Helle Busk
August 2011

Referencer:
Shelly L. Vaden, USA: Familial renal diseases of dogs and cats. Proceedings of the International SCIVAC Congress 2010 - Rimini, Italy.
Catherine Layssol, Yann Queau, Hervé Lefebvre: Genetic aspects of canine kidney disease. Vol 17, No 2/ 2007. Veterinary Focus.

Rævens lungeorm

RÆVENS LUNGEORM:


Rævens lungeorm, som på latin hedder Crenosoma vulpis, minder på mange måder om hundens hjerte-lungeorm.
Det første tilfælde hos hund blev diagnosticeret i foråret 2000, men ormen er konstateret hos ræve i hele landet.

Forekomst:
Den voksne orm er 0,5-1,5 cm lang og inficerer lungernes helt små samt mellemstore luftrør, hos hunde og ræve.

Smitteveje:

Smittevejen er, som hos hjerte -lungeormen, med en snegl som mellemvært. Forskellen ligger bl.a. i, at rævens lungeorm via penetration af tarmvæg og transport via blodbanen, slår sig ned i lungernes små og mellemstore luftrør, hvor de færdigudvikles og
etablerer sig som voksne orme. De findes ikke i hjertet. Herfra hostes æg og larver op, synkes og udskilles via afføringen. Der går ca. 3 uger fra hunden smittes til den udskiller æg og larver.

Symptomer:
Hoste er sædvanligvis det eneste symptom. Et andet symptom kan være pus i store mængder fra næsen, som ikke forsvinder på antibiotisk behandling. Også her er det primært hvalpe og unghunde, der smittes.

Diagnose:
Også her stilles diagnosen primært ved mikroskopi af afføringsprøver. Da larverne hos hundens hjerte-lungeorm og rævens lungeorm minder utrolig meget om hinanden, er det nødvendigt at kende de små forskelle der findes, for at kunne stille den rigtige diagnose.
Dette er ikke mindst vigtigt i forhold til behandlingen. Også her kan det komme på tale med røntgen m.m.

Behandling:
Rævens lungeorm er væsentlig lettere og mere effektiv at behandle. Den primære behandling er med Panacur i normal dosis i 5-7 dage, hvilket slår ormene ihjel. Også her kan Ripercol og Ivermectin dog finde anvendelse, men da Panacur er mindst generende for hunden, vil dette præparat oftest være at foretrække. Da der, i forbindelse med behandlingen, kan ses en forværring af hosten, kan det også her være aktuelt at give binyrebarkhormoner. Uden behandling lever de voksne orm sandsynligvis 8-9 måneder eller mere.

Dette infoblad er udarbejdet af Dyrlæge Helle Busk, for Cairngruppens Sundhedsudvalg og
må ikke kopieres eller distribueres offentligt uden skriftlig tilladelse.

Ræveskab

RÆVESKAB:

For en 6-7 år siden oplevede vi i Storkøbenhavn en regulær epidemi af ræveskab hos vores hundepopulation, men siden da har der været stille om sygdommen, primært fordi de fleste ræve døde under epidemien. Dog har vi - inden for de sidste 2-3 måneder, igen set hunde med sygdommen.

Ræveskab skyldes smitte med en mide (sarcoptes scabei), som lever under huden, hvor den graver gange. Dette îgravearbejdeî resulterer i, at hunden begynder at klø sig og får en skællende hud. Forandringerne ses ofte først på øreranden, på albue/has samt på brystet. Bliver hunden ikke behandlet, vil kløen efterhånden medføre, at hunden udvikler en hudbetændelse med sår og skorper og får kløet pelsen af.

Skab smitter både direkte og indirekte. En rask hund behøver derfor ikke at være i direkte kontakt med en ræv, den kan få skab ved bare at ligge eller rulle sig på det sted, hvor en syg ræv har kradset sig. Positivt kan skabmiderne kun overleve 1-2 døgn uden for værten, så der er derfor ingen grund til at desinficere hele huset, hvis hunden får skab. Det vil dog være en god ide at vaske den kurv eller pude, som hunden bruger regelmæssigt ved 60 grader.

Diagnosen stilles dels på de kliniske symptomer og dels på en blodprøve, hvor man måler de antistoffer, hunden har dannet mod miden. I 5-10 % af tilfældene kan hunden være îfalsk negativî, oftest fordi den ikke har været inficeret så længe, at den har nået at danne tilstrækkelige mængder antistoffer, som kan spores i blodet. Hvis der er usikkerhed om diagnosen, kan blodprøven gentages efter 2-3 uger.

Er hunden konstateret positiv, er det vigtigt at den, for at begrænse smitten, ikke kommer i nærkontakt med andre hunde, før den er færdigbehandlet og erklæret rask.

Skab er heldigvis relativ let at behandle og kan behandles på flere forskellige måder, lige fra injektioner til îspot-onî produkter. Behandlingen strækker sig over 4-6 uger for at sikre, at æggene, som med tiden bliver til nye mider, også dør.

På grund af hudbetændelsen suppleres behandlingen ofte med en antibiotika kur.

Skab er en zoonose, hvilket betyder, at den kan smitte til mennesker. Heldigvis kan skabmiden ikke formere sig på en îfremmedî vært, og efter et par dage dør den og æggene klækkes aldrig.

Smitten kan dog medføre hudgener med kløe og eksem, primært på hænderne, men da miden kun lever kortvarigt på mennesket, forsvinder symptomerne som oftest spontant efter et par dage og det er sjældent, at lægen behøver at iværksætte nogen behandling.

Helle Busk, fagdyrlæge
December 2010