Arvelighed

Arvelige sygdomme

Hvad er arvelighed ?

Arvelighed er de anlæg, som nedarves fra moder ñ og faderdyret. Al arv sidder på kromosomerne, som er mikroskopiske, spiralformede kæder, der findes i vævscellerne. Hunden har 38 kromosompar, dvs. 76 enkelte kromosomer, samt to kønskromosomer, XX (hos tæven) eller XY hos hannen.

De i alt 78 kromosomer, som findes i næsten alle levende celler hos hunden, består af gener, og det er generne der styrer alle processer i kroppen.

De eneste celler der ikke indeholder 78 kromosomer, er sæd ñ og ægceller, som kun indeholder hver 39 kromosomer. Når sæd ñ og ægcelle smelter sammen, danner de tilsammen de 78 kromosomer, som derfor består af halvdelen fra moderdyret og halvdelen fra faderdyret.

Hvad er arvelige sygdomme ?

Arvelige sygdomme er sygdomme, der er bundet til dyrets kromosomer, dvs. dyrets arveanlæg. Arvelige sygdomme kan vise sig allerede ved fødslen (ganespalte, manglende lemmer), mens andre først opdages ved hvalpens sundhedscheck hos dyrlægen ( f.eks. hjertedefekter, kryptochisme , nervesygdomme), og andre igen først viser sig efter flere år (f.eks. hofteledsdysplasi, øjensygdomme ). Da generne stammer fra både fader ñ og moderdyr, er mulighederne for at få sygdomme fra hhv. fader og moder lige store. Undtagelsen er de sygdomme der er bundet til Y-kromosomet. I disse tilfælde optræder sygdommen kun hos handyret.

Hvordan nedarves sygdommene ?

Sygdommene kan nedarves på forskellig vis, og dette er afgørende for, hvor let eller svært det er at bekæmpe sygdommen via avlsprogrammer.

Det er sådan, at de gener der styrer de samme funktioner i kroppen, sidder lige over for hinanden på kromosomparrene, således at f.eks. gener som bestemmer øjenfarve, sidder samme sted på kromosomerne fra faderen og moderen. Generne kan så være mere eller mindre dominerende. Tager vi genet for mørk øjenfarve, er det dominerende (îdominantî) mens genet for lys øjenfarve er vigende (îrecessivtî). Det betyder, at er der et gen for mørk øjenfarve hos det ene forældredyr, så vil øjenfarven blive mørk, uanset genet fra det andet forældredyr. Er der derimod et gen for lys øjenfarve hos BEGGE forældredyr, vil øjenfarven blive lys. Der findes også den mulighed, at generne er lige stærke, således at de ikke dominerer hinanden.

Hvis sygdomsgenet sidder på kønskromosomerne ( som regel på X-kromosomet ), kaldes det en kønsbunden nedarvning. Sidder det på et af de andre kromosomer kaldes det en autosomal nedarvning. Der findes også sygdomme, som kræver mange gener for at udvikle sig. Dette kaldes polygen nedarvning, og disse sygdomme kan være meget vanskelige at avle sig ud af.

Hvad kan man gøre for at bekæmpe sygdommene ?

En lang række arvelige lidelser hos de forskellige hunderacer er allerede beskrevet med hensyn til arvegang. Der er også iværksat bekæmpelsesprogrammer for mange af de arvelige lidelser, men alt efter arvegang kan det være mere eller mindre svært at bekæmpe sygdommene.

I de følgende afsnit beskrives forskellige fremgangsmåder til bekæmpelse af arvelige sygdomme.

Dominant arvegang:

De arvelige sygdomme som er lettest at bekæmpe, er de sygdomme der kun er bestemt af et eller få gener. Af disse, er de sygdomme hvor sygdommen skyldes et dominant gen de allernemmeste, idet alle de dyr, der har genet, vil blive syge. Sygdommen bekæmpes ved at udelukke de syge dyr fra avlen. Det eneste problem kan være, at sygdommen først viser sig hos dyret efter det har været anvendt i avlen.

Recessiv arvegang:

Ved sygdomme, som afhænger af et vigende ( recessivt) gen, er problemerne større. Denne gruppe er langt den største inden for vores hunde.

Der skal her være tale om et sygdomsgen fra både moder ñ og faderdyret, før afkommet bliver sygt. Det indebærer desværre også, at der potentielt er mange sunde sygdomsbærere, da de kan have et recessivt sygdomsgen uden at vise tegn på sygdom. Bekæmpelsesprogrammet for recessive sygdomme kunne være:

∑ Rutinetests af alle dyr, før de indgår i avlen. De nuværende øjenundersøgelser, som foretages af specialuddannede dyrlæger, har medført et stort fremskridt i bekæmpelsen af arvelige øjensygdomme, bl.a. PRA. I fremtiden vil DNA-tests af både hunde og katte for arvelige sygdomme blive værdifulde i bekæmpelsen af disse.

∑ Udelukkelse fra videre avl af alle syge hunde samt forældredyrene, da disse er bærere af sygdommen. Hvis den syge hund allerede har fået afkom, er disse også bærere og bør tages ud af avlen.

Eftersom 2/3 af alt afkom fra forældredyrene vil være bærere, bør alt afkom fra disse dyr også udelukkes fra avlen.

Kønsbunden arvegang.

Sygdomme med kønsbunden nedarvning (x-kromosom) er som regel recessive, og derfor ses sygdommene hovedsageligt hos handyrene, da de kun har et x-kromosom. De skal derfor kun have et recessivt gen for at få sygdommen i udbrud. Hundyrene har derimod to x-kromosomer, og der skal være et recessivt gen til stede på begge disse, før sygdommen kommer til udbrud. De mest almindelig kendte sygdomme som er bundet til x-kromosomet, er blødersygdommene (hæmofili).

For at bekæmpe sygdomme som sidder på x-kromosomet, skal følgende gøres:

∑ Gennemføre rutinetests af alle dyr i risikogruppen. Ved visse af sygdommene kan man med laboratorietests påvise bærere og på den måde udelukke dem fra avl.

∑ Ved påvisning af et sygt handyr skal man udelukke moderen og alle døtrene fra videre avl.

Faderdyret og eventuelle sønner er ikke bærere af sygdommen.

Multifaktorel arvegang.

Arvelige sygdomme, hvor mange gener indgår i udviklingen af sygdommen, kaldes for multifaktorel eller polygen arvegang. Som det mest kendte eksempel kan nævnes hofteledsdysplasi.(HD). Det er vigtigt at fastslå, at man med en multifaktorel arvegang ikke blot kan tale om sort og hvidt,

men fastslå at der er tale om en stor gråzone. Da disse sygdomme styres af mange gener, er bekæmpelse et spørgsmål om at fastsætte en

grænseværdi. Bekæmpelsen af HD har i mange år traditionelt været baseret på at bruge avlsdyr, som ved en almindelig røntgenundersøgelse er erklæret fri for HD. Der er i de senere år dukket en ny undersøgelse op, kaldet PennHip. Det er en speciel røntgenundersøgelse, udviklet i USA, som mere specifikt og langt tidligere kan afgøre, om dyrene har anlæg for udvikling af HD. En stor gruppe danske dyrlæger er i dag godkendt til at udføre denne undersøgelse.

For seriøst at bekæmpe hofteledsdysplasi ville det være formålstjenligt at:

∑ Teste alle dyr i racen med PennHip-undersøgelsen som standard og derefter registrere

resultaterne centralt.

∑ Dyr, der er stambogsført men ikke testet, skal registreres som ikke-HD-frie hunde.

∑ På dette grundlag udarbejdes et avlsindex for alle avlsdyr.

Kilde: www.netdyredoktor.dk

Forfatter: Dyrlæge Mogens Hansen.

Let redigering af Helle Busk

(gengivet her med tilladelse)