HUNDENS HJERTE-LUNGEORM:

Hundens hjerte-lungeorm, som på latin hedder Angiostrongylus Vasorum, er også kendt som îDen franske hjerteorm.î

Årsagen til dette skyldes, at den tidligere kun var kendt i sydeuropa, ikke mindst i Frankrig. I slutningen af 80-erne blev den for første gang fundet hos hunde i Danmark uden forhistorie om ophold i udlandet.

Forekomst / Udbredelse:

Den voksne orm, som kan blive mellem 1,5-2 cm lang, parasiterer fortrinsvis i højre hjertekammer samt lungearterierne, hos hunde og ræve. Rævepopulationen fungerer som reservoir for infektionen, ikke mindst på sjælland, hvor en undersøgelse har påvist infektion hos 48,7 % af rævene. Der er dog også påvist hjerte-lungeorm hos hunde andre steder i landet.

Smitteveje:

Hunden smittes ved at spise snegle, eller måske blot ved at slikke sneglens slim i sig. I sneglen har ormen gennemgået forskellige larvestadier, og efter at være kommet ned i hundens tarmkanal, penetrerer disse små, ca.2-3 mm, larver gennem tarmvæggen og

videre ud i blodbanen, hvor de når frem til hjertet og lungearterierne. Her bliver de kønsmodne, hvorefter æg og 1.larvestadie vandrer via små blodkar over i lungevævet, hvor de hostes op, synkes og udskilles med afføringen. Der går mellem 38-60 dage fra hunden smittes til den selv udskiller larver.

Symptomer:

Det mest almindelige symptom er hoste. Ud over det kan ses øget træthed, madlede og i alvorlige tilfælde, blodige opkastninger, næseblod og blødninger under huden. I sjældne tilfælde dør hunden. Det er oftest hvalpe og unghunde der smittes. En af grundene til dette kan være, at de spiser alt, både sundt og usundt!

Diagnose:

Diagnosen stilles primært ved hjælp af afføringsprøver. Da larverne ikke udskilles i en jævn strøm, er det nødvendigt med 3 afføringsprøver fra 3 på hinanden følgende dage. Prøven undersøges derefter ved mikroskopi. Desuden er røntgen af brystkassen en hjælp samt selvfølgelig de kliniske symptomer. Det er også muligt at foretage en îskylleprøveî af lungerne, for på den måde at îfangeî larverne.

Behandling:

Det foretrukne præparat er Fenbendazol som sælges under navnet Panacur. Hunden behandles 1-2 gange dagligt i 14-21 dage med halv dosis af, hvad der normalt gives. Et godt alternativ er Levamisol, der sælges under handelsnavnet Ripercol. Endelig kan man også behandle med Ivermectin som sprøjtes ind under huden.

Effekt af behandling:

Man ved, at Ripercol slår ormene ihjel. Dette kan til gengæld medføre, at hunden kan få en anafylaktisk reaktion, idet de døde orme pludselig vil virke som fremmedelementer i kroppen. Det modvirkes ved samtidig behandling med stereoider (binyrebarkhormoner),

som hæmmer den reaktion. Det er til gengæld uvist, om Panacur og Ivermectin slår ormene ihjel. En af teorierne med Panacur går på, at den langvarige behandling udsulter ormen, så den til sidst dør og går i opløsning. En anden teori går på, at ormene bliver sterile af behandlingen, hvorved larveudskillelsen stoppes.

Forebyggelse:

Den primære forebyggelse ligger selvfølgelig i at undgå, at hunden spiser snegle. Det er, som alle hundeejere ved, lettere sagt end gjort. En anden måde er, at samle hundens efterladenskaber op efter sig. Det vil ikke fjerne smitterisikoen, idet ræve jo som sagt også udgør et stort smittereservoir, men det vil mindske risikoen. Forebyggende behandling kan ikke anbefales, da man blot risikerer, at ormen bliver resistent over for medicinen, medførende dårligere og dårligere effekt af behandlingen.

Dette infoblad er udarbejdet af Dyrlæge Helle Busk, for Cairngruppens Sundhedsudvalg og

må ikke kopieres eller distribueres offentligt uden skriftlig tilladelse.