Sukkersyge er en sygdom, som også ses hos vores hunde. Den er karakteriseret ved en nedsat eller manglende insulin produktion fra celler i bugspytkirtlen og rammer både tæver og hanhunde.

Sygdommen ses primært hos midaldrende, ofte overvægtige, hunde med en gennemsnitsalder på 8 år, og hos nogle racer ses en arvelig disposition. (Keeshond, Samojede). Cairn terrieren har, sammen med gravhund og puddel, været overrepræsenteret, men de seneste undersøgelser viser, at over halvdelen af de diabetiske hunde i dag er Labrador, Collie og Yorkshire terrier.

Symptomerne på sukkersyge kan udvikle sig over få uger og ses primært som øget drikkelyst, øget vandladning samt øget appetit kombineret med et vægttab. Bliver sygdommen ikke opdaget i tide, kan den udvikle sig yderligere med nedstemthed, madlede og opkast medførende væskemangel, og i sidste instans bevidstløshed og død.

Diagnosen stilles ud fra symptomerne, kombineret med en urinprøve, i hvilken der påvises sukker og en blodprøve.

I modsætning til sukkersyge hos mennesker, kræver sukkersyge hos hunde næsten altid insulin behandling, da de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen er fuldstændig ødelagte.

Regelmæssighed er kodeordet, når behandlingen iværksættes. Hunden behandles med insulin indsprøjtninger to gange dagligt (morgen og aften), og helst på samme tidspunkt, enten sammen med fodring eller lige inden. Det anbefales at give mindst to, og gerne flere måltider, fordelt over hele døgnet, i stedet for kun et enkelt måltid.

Der findes flere forskellige typer tørfoder til hunde med sukkersyge, og det optimale er at fodre med et færdigfremstillet produkt, frem for selv at tilberede foderet, da man i det færdige foder er sikker på, at det er sammensat på den mest optimale måde i forhold til sygdommen.

Motion holdes på et ensartet, moderat plan.

Det er vigtigt, at sukkersygen bliver kontrolleret med regelmæssige mellemrum, så man kan finde og vedligeholde den optimale insulin behandling.

Alternativt kan hunden udvikle komplikationer som ex.vis blindhed pga. nethindeløsning, infektioner, nyrelidelser, bugspytkirtelbetændelse, leverproblemer, hudlidelser m.m.

Fagdyrlæge Helle Busk
Februar 2012

Reference: 34th.World Small Animal Veterinary Congress 2009, Michael E. Herrtage, Department of Veterinary Medicine, University of Cambridge.