TANDSTEN:

Ligesom mennesker får hunde også tandsten og det fremgår af de indsendte sundhedsattester, at det er noget mange dyrlæger er opmærksomme på.

Hundene begynder allerede ved 2-års alderen at danne plak på tænderne. Plak er en klæbrig film, dannet af spyt og bakterier, der primært sætter sig på ydersiden af tændernes overflade. Hvis denne film ikke holdes nede, udvikler den sig efterhånden til tandsten, som består af mineraliserede lag af plak, foderrester, calcium og fosfat.

Plak og tandsten irriterer tandkødet og hunden udvikler en tandkødsbetændelse, som med tiden kan udvikle sig til paradentose. Her bliver den struktur, der hæfter tænderne til knoglen, ødelagt og når dette sker, bliver tænderne løse og falder ud.

Infektioner i forbindelse med tandsygdomme giver dårlig ånde, men hvad værre er, så kan bakterierne trænge ind i blodbanen og sprede sig til organer som hjerte, nyre og lever. Undersøgelser har vist, at bakterierne især har en forkærlighed for hjertet, hvor de hæfter på hjerteklapperne og efterhånden forhindrer disse i at lukke ordentligt, når hjertemusklen trækker sig sammen i et pumpeslag.

På sigt medfører dette, at hunden får et svagt hjerte og dermed en kronisk hjertelidelse.

Det er derfor vigtigt med en god tandhygiejne.

Som ejer kan man selv gøre en del for at forebygge tandsten hos sin hund.

Tandbørstning et par gange om ugen på ydersiden af tænderne er optimalt og der findes specielle hundetandbørster og tandpasta på markedet. Man kan alternativt bruge sin finger som børste eller investere i en almindelig blød barne-tandbørste.

Det er dog vigtigt at vænne hunden til tandbørstning fra hvalp, da det er de færreste voksne hunde, der accepterer tandbørstning.

Kødben, tyggeben, pasta til fjernelse af plak og specielle fodertyper virker også forebyggende, men har hunden først fået tandsten, er der ingen vej uden om et besøg hos dyrlægen.

Her skal hunden bedøves og have en tandrensning med ultralyd og efterfølgende polering. Det er ikke nok kun at fjerne den tandsten, som er synlig på tænderne, da det er tandsten oppe under tandkødet, der er det primære problem og som kun kan fjernes med en spids ultralydsrenser.

En tandrensning hvert eller hvert andet år er forventelig, når hunden først er blevet 5-6 år og synes man som ejer, at det lyder af lovlig tit, så tænk lige på, at uanset hvor meget vi selv børster tænder, så siger tandlægen altid: îOg så skal du lige have fjernet tandstenî

Helle Busk, fagdyrlæge
August 2010