Min familie har haft Cairn Terrier siden 1940, og det er til dato blevet til 6 af slagsen. Familiens første Cairn kom min far hjem med i sin brystlomme, den var godt nok ikke ret gammel, men det så man jo ikke så nøje på dengang, han hed Jesper, og blev født på østerbro af en lille sød engelsk cairn der hed Ok.
Han var enebarn i 6 år, så kom jeg og vi blev selvfølgelig uadskillelige venner, han fulgte mig som en skygge, hvor end jeg gik og stod. Han gik aldrig i snor, ville ikke gå tur med nogen, det skulle han nok klare selv, det var kun da han blev gammel, vi på afstand gik med, men opdagede han oS vendte han om og gik hjem. Helt enebarn var han nu ikke, han havde en storebror som hed Per, det var en sort Granddanois, den elskede at svømme, så han lokkede sin 8 mdr. gamle lillebror ud på en længere svømmetur i Furesøen, de svømmede ud ved Frederiksdal og et godt stykke ud og over til Kollekolle, her blev, de modtaget af politiet, som var blevet tilkaldt af folk, som med spænding havde fulgt dem inde fra land, da politiet skulle til at sejle ud efter dem, vendte de næsen ind mod land, det endte heldigviS godt. (min mor fik i øvrigt en bøde for det) Fik Jesper en balle af sin mor, blev han så fornærmet at han enten gik ned til min moster i Brede, eller over til sin trimme dame, så vi vjdste altid hvor han var henne. på sine gamle dage tog han ofte bussen til Lyngby og hjem igen, buschaufføren foreslog at han fik sig et buskort ( det var altid den samme chauffør ). Han blev 17 1/2 år .
Cairn nr. 2 hed også Jesper, han kom til verden i Odd Fellow Logen i Helsingør, hans mor hed også Ok, og kom fra Skotland, han blev smidt ud hjemme fra da han var knap 6 uger gammel fordi at han spiste sin mors mad. Han havde et temperament der ville noget, vi talte ikke med andre mennesker og hunde udenfor, vinkede kun. på hjemme plan var han den sødeste og sjoveste hund, vi kunne ligefrem kommunikerer ned ham, han havde et stykke reb med en knude i hver ende, og vi skulle altid trækkes i den ene ende, specielt når der var nogen der benyttede toilettet, skulle der trække til af alle kræfter, men lige så snart at der, blev rørt ved toiletpapiret, gik han med sit reb, han var i øvrigt vegetar, vj havde en fodpedal på køleskabet, den sad han demonstrativt på ,når han ikke fik sine gulerødder og grønsager hurtigt nok, han blev 14 år.
Cairn nr. 3 Han hed Jargo, ham hentede vi på Fyn hos Tove Lundby, det var en meget Sv ær opgave vælge en ny lille hvalp, for der løb simpelthen 18 små hundebørn rundt, men vi kom da frem til hvilken en det skulle være, og vi kom hjem med den sødeste af dem alle syntes vi, han viste sig at v ære en uforbederlig tyveknægt, han stjal og åd alt hvad han kom i nærheden af , min mor kom helt forfærdet hjem en dag og fortalt at han havde et voldsomt ormeangerp,i et ubevogtet øjeblik havde han ædt et bundt elastikker, vi måtte altid gå og se ned i jorden, for kunne han få fat på noget tyggegummi var det sagen, han gnaskede så det var en lyst, hans skæg så også altid sjovt ud, fordi det var klippet helt kort , der kom altid tyggegummi i det så han ikke kunne åbne munden, blev da også kun 5 år, han fik en meget dårlig maveoperation, der var noget plastic der ha vde sat sig fast i hans mavesæk, og det var dyrlægens første opration.
Cairn Nr. 4 Hentede vi i Fårevejle, hos Karin Falk Hansen, han hed Saxo, og var et lille nips og nok den frækkeste af dem alle, der var fuld knald på ham i alle de vågne timer, han syntes at det var passende at der skulle leges kl. 4.30 om morgenen, og vi lignede flåede katte, og det kunne han ikke føle noget for, han flåede papkasser der var tre gange større end ham selv, og stort set alt det legetøj han fik, da han smed babytænderne vad det fuldstændigt som at hive stikket ud af kontakten. Han bleven rigtig sød og rar hund, han kunne bare ikke gå uden snor, for så ,så vi ham ikke foreløbig, eller aldrig. I årenes løb er trafikken jo også blevet noget heftigere, engang vi var til hundetræning i Frederiksborgsslotspark, det var vinter og død koldt, der skulle v ære indkald, og hvad gjorde han, strøg forbi alt og alle, lige ud på isen på den nærliggende sø, alle bandt deres hunde, og lagde sig på maven rundt omkring søen, kaldte og lokkede med alt godt, det hjalp ikke, han var stjerne ligeglad, ikke før der kom en lille sød damehund som han havde et godt øje til, fik vi ham ind fra isne, og alle ånde lettet op, men sjovt så det ud med alle de mennesker der lå rundt om søen. Vores dyrlæge siger øvrigt at han aldrig har kendt en hund med så stor en personlighed som ham. Han blev 13 år pa nær en måned.
Så kom lille Sir Viktor han er nr.5, og er nu 3 år, ham fikjeg fra Sidsecairn i Gurre, han er 97 % den sødeste og rareste lille fyr, de sidst 3% gider vi ikke tale om ( det er det med de andre hanhunde). Jeg har et sommerhus i Nordsjælland på en lille lukket vej, med 6 huse ,der er ikke mindre end 4 Cairn Terrier, hvor de tre er fra Sidsecairn, det syntes jeg at er lidt morsomt, den ene er Sir Viktors morbror, og de kan ikke tåle synet af hinanden, når vi går forbi morbroderens hus skulle man tro at Viktor har alle sine ben lagt i gips, så stivbenet er han, og jeg vil tro en snegl kunne overhale os, for tænk hvis han kunne få lejlighed til at te sig med Pluto.
Nu har min søster så fået lille Bobby nr. 6 et rigtigt lille energibundt, han er sød og kærlig, og elsker alt og alle og er kun 17mdr. så vi har sikkert en masse i vente hos ham. Viktor og lille Bobby, er verdens bedste venner, de er også enige om at posten er deres fælles bedste ven, ( han har nemlig bobs i tasken) vi andre kommer som nr. 2 i rækken, det står så godt til med dem at de kan spise mad med bare 1 m' s afstand, de kan godt skændes lidt over tyggeben og bolde, de har også tilegnet sig mit store stuevindue, hvor der selvfølgelig er lagt små madrasser så de ikke for kulde, og her klares så alle paragraferne set udfra deres lille verden, og sådan kunne jeg blive ved.
Venlig hilsen Annette Thomsen
En der aldrig kunne tænke sig andre hunde end Cairn Terrier