Dyrlægens årsberetning 2009.

Der er i år sat rekord i indsendte sundhedsattester, idet vi har modtaget 94. Det er, i forhold til tidligere år, en stigning på ca. 20 % og kan bl.a. tilskrives muligheden for at indsende opdrætter-attester.

Som sædvanlig, og heldigvis, er langt den største del af sundhedsattesterne uden anmærkninger. Status er som følger:

  • Tandfejl og mangler: 8
  • Underbid: 3
  • Kryptochisme: 2
  • Navlebrok: 2

Som noget nyt gør en del dyrlæger opmærksom på, at hunden har tandsten i mere eller mindre grad. Taget i betragtning, at vi generelt taler om unge dyr, bør det nok være en lille reminder om, at vi skal pleje vore hundes tænder og sørge for, at de holder en ordentlig tandhygiejne ñ enten ved tandbørstning eller, som et minimum, ved at give dem nogle gode tyggeben.

Udover sundhedsattesterne er der indsendt 3 attester på hunde med mere alvorlige lidelser, 3 attester på undersøgelse af patella, der for alle tre hundes vedkommende var status 0, en galdesyretest der heldigvis var normal samt en enkelt øjenlysningsundersøgelse, der også var normal.

De indberettede alvorlige lidelser var:

  • Portosystemisk shunt (levershunt)
  • Calve Legg Perthe
  • Primær Polycytæmia Vera

Hunden med levershunt er blevet udredt på Landbohøjskolen, hvor man ved en scanning konstaterede, at shunten var inoperabel. Den fungerer dog indtil videre fint på medicinsk behandling. Samme hund var også kryptochid og havde underbid.

Primær Polycytæmia Vera er en meget sjælden blodsygdom (blodcancer), der skyldes, at knoglemarven af uforklarlige grunde producerer alt for mange røde blodlegemer.

Behandlingen er åreladning samt medicinsk behandling med god effekt.

Dette var ordene fra dyrlægen i 2009.

Det var dejligt at konstatere et øget antal indsendte attester og, som prikken over ií, herligt at læse alle de små kommentarer fra dyrlægerne, om vore hundes skønne temperament.

Med ønsket om et super 2010 til alle.

Fagdyrlæge Helle Busk