Den mest almindelige årsag til sygdommen skyldes en auto-immun reaktion, hvor hundens eget immunforsvar reagerer mod cellerne i binyrerne. Sygdommen rammer unge til midaldrende dyr med en gennemsnitsalder på 4 år og ca. 70% er tæver. Hos nogle racer (Portugisisk water dog, Pudel, Bearded collie og Nova Scotia Duck Tolling retriever) ses en arvelig disposition.
Symptomerne kan opstå over få dage men også udvikle sig langsomt over flere måneder og er ikke særlig specifikke. Der ses ekstrem sløvhed, manglende ædelyst, opkast, diarré, vægttab og muskelsvaghed, men da de fleste af disse symptomer også ses hos mange andre sygdomme, kan Addisonís sygdom være svær at îfangeî.
Diagnosen stilles primært ud fra ejers oplysninger samt på forskellige blodprøver. Viser de almindelige blodprøver en forhøjet kaliumværdi sammen men en for lav natriumværdi (dette ses i over 90% af tilfældene) resulterende i et kalium:natrium- forhold mindre end 1:23, anbefales en ACTH-stimulationstest . Ved denne test indsprøjtes et syntetisk stof, der hos normale hunde vil medføre et normalt respons fra binyrerne, mens der hos hunde med Addisonís sygdom kun vil være et minimalt respons på stoffet.
Addisonís sygdom er til gengæld relativ nem at behandle, men behandlingen er livslang og består for de fleste hundes vedkommende i en tabletbehandling med et mineralocorticoid (Flurinef). For nogle hunde kan det blive nødvendigt at supplere med et glucocorticoid (ex.vis prednisolon).
Prognosen for hunde med en velreguleret Addisonís sygdom er god og de kan leve et helt normalt hundeliv.
Reference:
Addisonís disease, Edward C. Feldman, Proceedings of the International SCIVAC Congress 2009.
Addisonís Disease, Carmel T. Mooney, Proceedings of the WSAVA Congress, Sydney, Australia 2007
Addisonís disease in the dog, Catharine Scott-Moncrieff, Vol. 21 No 1 / 2011 / Veterinary Focus
Fagdyrlæge Helle Busk,
april 2011.