Hypothyroidisme, eller for lavt stofskifte, er en relativ almindelig, hormonel sygdom hos hunde.

Den opstår pga. en mangel på skjoldbruskkirtelhormon, enten som følge af en fejl i selve skjoldbruskkirtlen, hvilket er det mest almindelige, eller pga. en fejl i den overordnede kirtel, der styrer produktionen af hormonerne.

Sygdommen rammer primært hunde mellem 4-10 år, og der ses ingen kønspræference.

Da skjoldbruskkirtelhormonerne påvirker mange forskellige vævstyper, vil en mangel på samme medføre flere forskellige symptomer.

De mest almindelige er sløvhed, generel svaghed, motionsintolerance og vægtøgning.

Hos størstedelen af hundene ses også hudproblemer. Pelsen bliver gradvis tyndere og kan udvikle sig til egentligt hårtab. Hårtabet er symmetrisk og ses oftest på flankerne og på brystkassen, huden bliver fortykket og mørk på de hårløse partier.

Reproduktionsmæssigt ses uregelmæssige løbetider og øget tendens til mælk i patterne.

I sjældnere tilfælde udvikler hunden neurologiske symptomer, hvilket bl.a. indebærer, at hunden går i cirkler, har svært ved at koordinere sine bevægelser og har tendens til skæv hovedholdning.

Sygdommen diagnosticeres dels ud fra de kliniske symptomer, dels ud fra forskellige blodprøver, hvor man måler niveauet af de forskellige skjoldbruskkirtelhormoner i blodet.

Når sygdommen er diagnosticeret, skal hunden i medicinsk behandling resten af sin levetid. Langt de fleste hunde lever et fuldstændigt normalt liv på behandlingen. Det er dog vigtigt, at hunden løbende bliver kontrolleret, både klinisk og med en blodprøve, så tabletbehandlingen hele tiden er optimal.

Reference:

Dr. C. Meli·n: Diagnosis of Hypothyroidism in Dogs, Proceedings SEVA Barcelona, Spanien 2008.

Prof. Dr. med.vet. Reto Neiger: Canine Hypothyroidism, Proceedings SCIVAC Rimini, Italien 2005.

Fagdyrlæge Helle Busk
August 2011